10 skridt til at fremkalde sort/hvid film derhjemme – Stand development

Endnu engang skal der fremkaldes en sort/hvid film, og det er den samme som sidst. En Tmax 400. Som tidligere nævnt er jeg af den ”nye skole”, fordi jeg først rigtigt er begyndt at fotograferer, da det blev digitalt. Det er først nu, jeg er kommet i gang med analog fotografering(og fremkaldelse). For god ordens skyld vil jeg endnu engang opridse, hvad det er der skal bruges, for at kunne fremkalde sort/hvid film derhjemme.

·         En fremkaldetank

·         Termometer

·         Kemikalier(fremkalder og fixer)

·         Mørkekammerpose

·         Målebærgere(x5)

·         Tøjklemmer

Når det er på plads, er det bare at kaste sig ud i det.

1.Valg af fremkalder

Jeg har fremkaldt et par film inden jeg skriver dette, og de første par gange brugte jeg en billig fremkalder. Det er på sin vis også fint, men når man dykker ned i den analoge fremkaldeproces, så finder man ud af at selve fremkalderen næsten betyder det hele. Så nu har jeg skiftet min fremkalder, og efter megen søgen og nogle svære fravalg (HC-110), så er valget faldet på Ridonal. Den skulle efter sigende være den bedste til at skabe kontrast i sort/hvid film, hvilket jeg er stor fan af.

2.Spol filmen over på tromlen

Først spoler man filmen tilbage i kameraet, og tager den så ud. Herefter lægger man filmen, fremkaldetanken, en kniv (til at åbne filmkasetten) og en saks i mørkekammerposen. Da posen er helt lystæt, kan man i ro og mag tage filmen ud, og så begynde at spole den over på spolen. Når det er gjort, og man har fået lukket fremkaldetanken ordentligt, så kan man lyne posen op og tage det hele ud.

3.Bland kemikalierne

Det, jeg vil råde alle til er, at få blandet kemikalierne på forhånd. Herved står man ikke lige pludselig og skal tempere vand, hvor man egentlig skulle have hældt det over i fremkaldetanken. Det kan være svært at opnå den nøjagtige temperatur direkte ud af vandhanen.
Jeg har altid nogle isterninger liggende eller noget vand på køl, så jeg er sikker på at jeg kan få den ønskede temperatur. 

De fleste blandingsforhold, kan man læse direkte på kamikaliedunken. I mit tilfælde med Rodinal, bliver der vejledt følgende 1/25 op til 1/100, men så er det jo med at finde ud af hvad man skal bruge. Den måde jeg fandt ud af det på, var at søge nettet tyndt, og jeg endte ud med et blandingsforhold der hed 1/100.  Inden vi går videre, vil jeg lige indskyde, at der på bunden af fremkalde tanken står hvor meget væske der skal til for at dække en rulle af film. I mit tilfælde med 35mm film er det SAMLET 300ml(det vil det nok være for de fleste). Så mit blandingsforhold er regnet på følgende måde 300/100=3. Omskrevet er det følgende:

297 ml vand, ved 24 grader og 3 ml fremkalder.

Stopbadet og fixeren er i mit tilfælde det billige, og som udgangspunkt så virker det efter hensigten. For at være ærlig, har jeg kun brugt vand som stopbad, for at være lidt mere miljøvenlig. Selve fixeren er en noname, som jeg altid har brugt. Måden hvorpå blandingsforholdet til fixeren er regnet ud på, er samme måde som til fremkalderen. Det stod på flasken ¼, så formlen er 300/4=75


300 ml vand, ved 24 grader celsius vand.
225 ml vand, ved 24 grader celsius og 75 ml Fixer

 

En sidste tanke. Skal man være bange for at vandet bliver varmt, mens man venter på det andet? Nej, det syntes jeg nu ikke. Jeg har fremkaldt sort/hvid film hvor vandet var 25 grader, og jeg fik stadig et fornuftigt resultat.

4.Vask filmen inden start

Som det første skal man vaske filmen. Jeg har god erfaring med lige at få skyllet filmen. Dette bevirker at man får skyllet det værste kemi af så fremkalderen reager bedre på selve filmen.

5.Fremkald filmen

Fremgangsmåden her er lidt anderledes end normalt. Det her er nemlig de dovnes måde at fremkalde på. Her skal filmen være i fremkalderen 1 time.

Hæld fremkalderen i og kip tanken konstant det første minut, herefter laver du en kop kaffe og sætter dig hen og læser i en bog. Efter en halv time kommer du tilbage og kipper tanken 5 gange, og giver det endnu en halv time, før du tager filmen ud. Grunden til at vi kipper den efter en halv time, er for at kemikalierne ikke bundfælder sig. Fra nu af minder fremkaldelsen egentlig meget om en normalt sort/hvid film fremkaldelse.  

6.Stop bad og fixer

Hæld stopbadet (de 300ml hanevand) over i fremkaldetanken i et enkelt minut, mens tanken kippes konstant. Efter 1 minut hældes stopbadet tilbage i en beholder.


Næst sidste skridt i fremkaldelsen er at hælde fixeren over i fremkaldetanken. I denne omgang lader jeg den være i tanken i 3 minutter, og kipper tanken hvert 30 sekund og giver den 10 kip. Når tiden er gået, og det er gjort, hældes fixeren tilbage i beholderen, hvor det kom fra.

7.Vask filmen en sidste gang

Sidst men ikke mindst skal vi have vasket filmen ren for kemikalierester. Nogen siger at man skal bruge demineraliseret vand for at undgå kalkpletter. Jeg har prøvet begge dele, og jeg har aldrig fået kalkpletter på negativerne. Så jeg bruger almindeligt hane vand.

Jeg fylder en beholder på 1 liter. Fylder de første 300ml over i fremkaldetanken, kipper den 10 gange og hælder det ud. Så hælder jeg de næste 300 ml over i, kipper den 20 gange, og hælder den ud. Derefter fylder jeg de næste 300ml over i, kipper 30 gange og hælder ud. De sidste 100ml kan vi lige så godt bruge, så dem hælder jeg over i, kipper 10 gange. Filmen er fremkaldt og nu skal den tørres.

8.Hæng filmen til tørre

Før filmen kan scannes, skal den være tør. Det gøres ved, at hænge den til tørre. Jeg har ikke investeret i klemmer, der er designet til film, så jeg har stålet et par fra tørrestativet, og de fungerer upåklageligt. Til gengæld har jeg købt et instrument til lige at tørre filmen af for vand. Det er muligvis også derfor jeg ikke får kalkpletter, da den fjerner det meste af den overskydende vand.

Hvad er tidshorisonten så? Jeg lader dem altid hænge et godt stykke tid, 30-45 min ca., så er jeg helt sikker på de er tørre.

9.Scan/digitaliser filmen

For at få filmen digital igen skal den scannes. Det kan gøres på mange forskellige måder, f.eks. fotografer dem bagbelyst eller scanne dem. Jeg har valgt at købe en brugt Canon scanner, så jeg kan scanne flere på en gang. Og så har jeg investeret i VueScan. Når de er scannet ind, sender jeg dem igennem photoshop, og får fjernet det sidste støv, justeret lyset lidt, og add’et lidt skarphed.

10.Print

Da jeg ikke har kastet mig ud i hvordan man fremkalder papir på gammeldags manér, gør jeg dét (efter at jeg har digitaliseret dem), at jeg printer dem ud. Hvorfor så gøre det? Fordi jeg mener, at fotografiet ikke skal blive på computeren. Det er skabt til at blive set på print.